Gøsselforeningen

Gøsseltræf 2018.

2019-02-09 00:00:00 UTC Marianne Tillgaard.

Gøsseltræffet den 17. november 2018. Så blev det endelig tid til træf igen, og vi kan som sædvanlig se tilbage på et forrygende afvekslende træf, hvor vi fik ny inspiration til både os selv og vores eventuelle arbejde. Rammen var Batidas dejlige lokaler, og som sædvanlig var der masser af god karma. Keren Gelfer startede dagen med et skønt program, hvor vi vekslede mellem vejrtrækning, performance, pulsbevidsthed og en opfordring til at mærke sig selv. Vi arbejdede med tempo, “frys”, klappeøvelser, kropbevidsthed og ikke mindst dans. Keren afsluttede formiddagen med meditationsøvelser, afslapning, dejlig sang og yin yoga. Keren kan kontaktes gennem Dancing People. Efter frokosten kom Manner Peschcke-Køedt og fortalte om sin fordybelse i det kropslige og legende i musikundervisningen. Med udgangspunkt i børnenes iboende kræfter, deres undersøgende tilgang hvor krop, leg og musik smelter sammen, og hvor der skabes en kreativ proces. Eftermiddagen vekslede mellem Manners oplæg og hendes kompositioner. Vi legede både Robotleg og Hej du!. Disse sange har Manner gavmildt delt ud til alle deltagere. Manners kompositioner kan man i øvrigt købe gennem www.dansksang.dk. Materialet hedder Lige i øret, og det har sin egen hjemmeside www.ligeiøret.dk Tak til alle for et skønt træf. På vegne af bestyrelsen: Marianne Tillgaard.