Gøsselforeningen

Interview med nyuddannede

2013-08-31 00:00:00 UTC Pernille Germansen

I sommers stod endnu et hold Gøssel­pædagoger klar til at tage ud i verden med kursusbeviset i hånden og tre år bag sig med mandagsømme trommehænder, kropslige udfordringer, leg og teori. Men hvordan er det så at være nyuddannet på Gøsselskolen? Jeg mødte Dorthe Vanghøj og Nubia Krogh, begge nyuddannede Gøsselpædagoger, til en snak om deres oplevelsen af Gøsselskolen, og hvad de har fået med sig.

Nubia er uddannet pædagog i Colombia, hvor hun er vokset op med den Colombianske folkedans som sin musikalske og bevægelsesmæssige baggrund. I dag er hun pædagog i en integreret institution på Amager. Nubia havde, med hendes baggrund i en folkedansgruppe i Colombia, en interesse i at få musikken med ind i sit arbejde. Derfor søgte hun ind på Gøsselskolen.

Dorthe er seminarielærer på Frøbelseminariet. Da hun startede for 15-16 år siden, var det Henny Hammershøj og Lise Lamprecht, som stod for musik og bevægelsesundervisningen - ekspressiv bevægelse. Men med de to på pension, er det nu Dorthe, der skal undervise i bevægelsesleg, kropsbevidsthed, rytmik, motoriske udvikling og ekspressiv bevægelse.

Dorthe er uddannet på Institut for idræt (dans, gymnastik og ekspressive aktiviteter på bacheloråret) samt på Commedia School, og har derigennem fået en kropslig- og dramaorienteret tilgang til arbejdet med børn. Hun lærte Gøsseluddannelsen at kende via kollegerne på Frøbelseminariet.

Nubia og Dorthe fortæller, at deres hold på Gøsselskolen, var sammensat af mange forskellige mennesker med forskellig baggrund. Det blev en styrke for gruppen, at de kunne lære af hinandens forskellige erfaringer. Igennem de tre år oplevede de, at gruppen blev meget kvalitetsbevidst. De kom med inputs og meninger, og var med til at forme undervisningen. De oplevede også en tryghed og respekt i gruppen, som satte en god stemning for kropslig udfoldelse og udfordring, samt en uvurderlig sparring kursisterne imellem. Som Dorthe sagde det: “Det er jo os, der er sammen og lærerne der skifter, det er os som hold, der kan holde kontinuiteten”.

Da jeg spørger til, hvad der var det bedste ved uddannelsen, svarer Nubia prompte, at hendes daglige arbejde er blevet beriget. Hun har opnået en stor bevidsthed om, at den motoriske udvikling skal støttes og udfordres. For at kunne fokusere på en tidligere indsats, i forhold til at udfordre børnene motorisk, skal Nubia derfor, efter eget ønske, tilbage til at arbejde i en af institutionens vuggestuegrupper fremfor børnehaven.

Nubia beskriver også hvordan rytmiktimerne har ændret sig fra at handle om at spille musik, til at handle om forskellige sanselige oplevelser, samt gøre det i en, for børnene, genkendelig ramme. Hun fortæller levende om en gang hvor de lavede lemonade til rytmik. Det endte med at børnene udforskede flere aspekter af lemonaden, end de voksne havde haft fantasi til at forestille sig. Der blev blandt andet smagt på sure og søde ingredienser, balanceret med glas med lemonade i og den klistrede sukkermasse blev brugt til massage. Nubia oplever at den nye tilgang til rytmikken også smitter af på hendes kollegaer: “Vi er samlet om det vi gør, så det bliver mere end rytmik, det bliver en oplevelse”, og hun tilføjer “Gøssel er en konstant eksperimentation, alt er lovligt”.

Det er tydeligt at både Nubia og Dorthe har fået et nyt tankesæt med sig fra Gøsselskolen. De tænker Gøssel ind i deres hverdag. Dorthe ser Gøssel som “en kombination af drama, som den lille bobbel, musik, som en lidt større bobbel og bevægelse, som den største bobbel”. Hun ser en stor kvalitet i kombinationen af de tre, og pointerer at hun synes, at det er vigtigt at integrere gøsseltankerne, i de strømninger der er og kommer indenfor pædagogikken. Som hun siger: “mon ikke Astrid Gøssel også ville have gjort det?”. Som eksempel taler Dorthe om det voksende fokus på idrætsbørnehaver. Her fremhæver hun, at Gøssel kan bidrage til et fokus på at skabe med kroppen og udforske med kroppen, sådan at det ikke altid er redskaberne, der er udgangspunktet for udforskning.

Det er inspirerende at tale med de to nyuddannede Gøsselpædagoger, de har hver især deres sted at bruge Gøsseltankerne, og gøsseltanker og kreative idéer er der masser af. Nubia tilføjer at hun har fået mere ud af uddannelsen, end hun havde forestillet sig, også på det personlige plan.

Dorthe og Nubia har også idéer til udvikling af uddannelsen, for eksempel er de enige om at gruppearbejdet omkring synopsen til sidst på uddannelsen var meget udbyttesrigt. Derfor kunne de godt havde tænkt sig flere gruppeopgaver i løbet af årene, eventuelt nogle mindre opgaver. På den måde mener de også at kursisterne forskellige kompetencer ville udnyttet bedre. Men de er også enige om, at det er svært at nå mere, da det trods alt bare er en eftermiddag om ugen. Dorthe manglede også en italesættelse af det dramatiske, da hun, med hendes baggrund på Commedia School, kunne se at det blev brugt, men ikke talt så meget om. Hermed er de gode idéer givet videre. Og så vil jeg sige tusind tak til Dorthe og Nubia, to engagerede Gøsler, for en god og inspirerende snak, det er spændende at få et indblik i hvordan ringene spreder sig i vandet.”